Trekking

 
26-07-2010
Friluftsliv



Trekking er en vandring til fods, eller transport ved hjælp af diverse ride- og trækdyr, som inkluderer mindst en overnatning i det fri. Oftest foregår trekking over flere dage eller uger i vanskeligt terræn, som f.eks. i vildmarken, bjerge eller jungler. Trekking er en friluftsaktivitet baseret på hiking kombineret med camping.

Udtrykket kommer oprindeligt af plattysk og hollandsk, trekken, som betød en strabadserende, længere rejse. Det blev på Afrikaans til trekking, og som sådan gik det videre til engelsk. Via anglificering har det spredt sig til de fleste andre vestlige sprog.

Trekking kræver på grund af varigheden gode egenskaber indenfor vandring og camping. Det indbefatter at man medbringer en rygsæk med mad, vand og en form for sovepose som minimum. I områder med megen nedbør vil den seriøse trekker også medbringe et telt.

Fordelen ved trekking i forhold til kortere vandreture, er at man kan nå længere ind i afsidesliggende områder. For eksempel ind i vildmarken. Udfordringen er at man skal kunne modstå omskifteligt vejr og vanskeligt, evt. farligt terræn, og man skal kunne undgå eller imødegå ting som dehydrering, hedeslag og frost.

Den gyldne regel er ikke at efterlade sig noget i naturen og ikke støje unødigt. Desuden bør man altid vise respekt for professionelle trekkere som parkbetjente, forskere, guider, redningsfolk og soldater på øvelse.





 
 
Find information om: net alt om guiden Danmark guide DK
(Hovedkategori: Leksikon)